af Henrik Vinther Olesen, folketingskandidat for Det Radikale Venstre, Haraldsgade 10, Viby

Jeg husker dagen helt præcist. Det vil sige, jeg husker ikke datoen, men jeg husker dagen og den fornemmelse, den efterlod i mig. Det var i 9. klasse i første halvdel af 80’erne og dansklæreren hed og hedder Annette. Min dansklærer og klasselærer, fra dengang, der var noget der hed det. Hun mig. Ikke, at jeg var eller er noget specielt, men hun fik mig til at føle mig som noget særligt. Hun støttede mig i dykke ned i det ukendte og i at turde blive i tanker, der var anderledes og svære.

Min folkeskolegang var før internettet, så det at falde over viden eller oplevelser, man ikke vidste, man ledte efter, foregik lidt anderledes, end det gør i dag. Anette bad os give vores bud på, hvad vi så i maleriet Guernica af Pablo Picasso. Et fantastisk kunstværk, der beskriver de rædsler, indbyggerne i den lille baskiske by oplevede den 27. april 1937, da tyske bombefly kastede deres dødbringende og ødelæggende last mod byen og dræbte flere end 1.600 børn, mænd og kvinder.

Vi diskuterede, vi skrev, vi skændtes. Der blev åbnet for helt nye sider af livet og det der følger med, og det var den dag, jeg blev klar over, at mit liv skulle handle om det, vi gør sammen. Om fællesskab.

Det er det, en god lærer gør; hun ser det enkelte barn, puffer, bremser, viser vej og genner venligt videre. Det er den folkeskole, jeg husker og som jeg tror, de fleste af os husker. Og selv om jeg fra mit daglige arbejde i Aarhus Kommunes afdeling for børn og unge ved, at meget er anderledes – og meget for det bedre – er det for mig at se stadig kernen i, hvad folkeskolen er: Det er vores alle sammens mentale internet. Overalt er der Anette’r, Søren’er og Poul’er, der brænder for at vande de frø, der er i hvert eneste dreng og pige.

Jeg har ikke spurgt Anette, men jeg er ret sikker på, at hun havde et mål med os alle sammen; hvad vi kunne og skulle nå. De mål lever videre i de ambitioner, der ligger i den folkeskolereform, som har været diskuteret så livligt.

Desværre er reformen blevet vævet uløseligt sammen med de arbejdstidsregler, som fulgt i kølvandet, og med de tolkninger af reformens ambitioner, som siden er blevet udtænkt af ministerium og styrelser; en streng målstyring, som ikke har meget til fælles med de mål, jeg tænker Anette satte for os. Arbejdstidsreglerne er af mange blevet opfattet som mistillid til den enkelte lærer, og mange har oplevet et tab af autonomi.

Jeg taler ikke om, at skoler ikke skal have ledelse; i nogle tilfælde skal de lige frem have mere. Men det skal være klog ledelse, der fokuserer på at gøre den enkelte lærer, så dygtig han og hun kan blive, så vores børn kan blive så dygtige de kan. Og vi skal fokusere på at styrke de gode og i forvejen stærke samarbejder i skolen også på tværs af faggrupper.

Men vi skal ikke have nidkær kontrol af, hvor og hvornår læreren forbereder sig. I en tid, hvor de teknologiske muligheder er nærmest uendelige, hvor vi ønsker at åbne skolen og skabe samarbejde ud over skolegården, virker det nærmest middelalderligt bevidstløst at forlange tilstedeværelse for enhver pris; hvis det giver bedre mening af være et andet sted, hvorfor så insistere på at ville diktere, at det for alt i verden skal foregå på skolen?

Et andet aspekt er, at reformen reelt blev finansieret ved, at den enkelte lærer skulle undervise mere. Mere undervisning er lig med mindre tid til forberedelse, efterkritik og samarbejde. Mindre forberedelse og efterkritik er lig med dårligere undervisning – mindre samarbejde er bare ufornuftigt.

Samfundet har ikke uendelige ressourcer, derfor kan vi ikke sende en strøm af nye milliarder til skolerne. Men når medierne kan fortælle om lærere, som underviser 35 lektioner om ugen, er der behov for at se med alvor på situationen; der skal planlægges bedre, der skal læres af hinanden – og så skal der måske findes nye ressourcer til at sikre tid til forberedelse og fordybelse.

Flere penge gør det ikke alene – faktisk kunne noget tyde på, at mængden af ressourcer ikke er den afgørende faktor for, hvor godt undervisningen lykkes; det altafgørende er, om lærerne føler, at de lykkes fagligt. Om de kan tilrettelægge og gennemføre den undervisning, som de ved virker.

Vi skal gøre både forberedelse, selve undervisningen og efterkritikken smidigere ved at udnytte den moderne teknologi bedre. Vi skal investere i at Danmark i 2025 er Verdens førende, når det gælder brugen af ny teknologi i folkeskolen.

Og vigtigst af alt. Husk, at dit barns lærer – næst efter dig – er den person, har størst betydning for, hvad det kommer til at interessere sig for og fordybe sig i.