Jeg er opvokset i Thy, hvor der er højt til loftet og hvor vejen til en hjælpende hånd er kort. Mine forældre drev i mere end 40 år sammen en brugsforening på landet og det har præget min opvækst og mit senere liv.

Det har lært mig, at fællesskab er mere end skåltaler og kun bliver så godt, som det du selv byder ind med – at man skal kære sig om andre, særligt de der ikke kan betale tilbage – og at hver generation skylder den forrige at gøre mulighederne for den næste endnu bedre.

Jeg skylder mine forældre som den første i familien muligheden for at blive student, at prøve kræfter med universitetet og at blive uddannet som journalist. De seneste mere end 25 år har min hverdag været i Aarhus.

Efter 10 år som journalist på Morgenavisen Jyllands-Posten har jeg de seneste godt 10 år været ansat i Aarhus Kommunes afdeling for børn og unge som kommunikationschef – et job jeg elsker for dets faglige udfordringer og fordi det giver mening at beskæftige sig med næste generation. Min fritid går med politik, har budt på en formandspost i den lokale svømmeklub og senest har jeg fået fornøjelsen af at sidde med i bestyrelsen for Århus Produktionsskole, Café Parasollen i Viby samt den nye Forberedende Grunduddannelse (FGU).  

Jeg er gift med mine to børns mor, som er socialpædagog. Ungerne er fordelt på folkeskole og gymnasium, og vi bor alle sammen i Viby.