Det er ikke Verdens største problem, hører man af og til, når nogen forsøger at tale et lille problem stort: Se det nu det store billede og se det i perspektiv!
Sådan får jeg det af og til, når jeg følger den politiske debat i Danmark. Det er tilsyneladende et kæmpe problem, at store biler er dyre, at Danmark har taget imod en beskeden del af Verdens flygtninge og at en bager i Bilka bager en ikke-kristen kage, hvordan en kage så ellers kan være et egentligt problem. Det ligner i bedste fald småproblemer i et rigt samfund og – når det gælder kager – ligegyldigheder.
Men hvad er da Verdens største problem? Spørger man Verdens borgere er svaret klart; manglende uddannelse. FN spørger således løbende via hjemmesiden ‘My World’, hvad Verdens borgere ser som Verdens største problem for dem selv og deres familie. Flere end 8,6 mio. verdensborgere har svaret, og skal man tro dem, er Verdens største problem altså netop fraværet af god uddannelse. Herefter følger et bedre sundhedsvæsen, bedre jobmuligheder, en ærlig og ansvarlig regering og som nummer fem; god og nærende mad, der er til at betale.
Der er nok at tage fat på: Tæt på en milliard mennesker får ikke nogen uddannelse. Og herhjemme betyder besparelser på uddannelse og et uforståeligt uddannelsesloft, at de unge ikke bliver så kloge som de kunne. Det skal ikke være forbudt at blive klogere, derfor skal loft og besparelser være fortid.
Her er en idé; når Folketinget efter næste valg – med min stemme – vedtager afskaffelsen af uddannelsesloftet, den systematiske nedskæring på uddannelse og øger Danmarks internationale bidrag, så flere kan få en uddannelse; så giver jeg kage. Og for at sikre, at alle får en bid, vil jeg i dagens anledning lade bage en areligiøs og upolitisk en af slagsen, måske en gigantisk citronmåne. Der skal ikke være nogen smalle steder.