Ude i virkeligheden er Langkaer Gymnasium en enestående succes – et lyspunkt i en debat, der mest er præget af mørkemænd og mørketanker. Flere unge nydanskere end nogensinde vælger en ungdomsuddannelse. Tal fra Aarhus Kommune viser, at mens blot 70 ud af 100 unge aarhusianere med anden etnisk herkomst end dansk, der gik ud af folkeskolen i 2009, 15 måneder efter var i gang med en ungdomsuddannelse, var tallet i 2014 steget til 84 ud af 100. De tager dermed samme rejse, som andre nydanske og gammeldanske unge har taget før dem; mod uddannelse, job og selvforsørgelse. De bliver en del af bidragerne, for i Danmark skal alle der kan, bidrage. Det er fælles for nydanskere og gammeldanskere.

Betyder det, at alle udfordringer med et trylleslag er forsvundet? At diskussionen om parallelsamfund, religions til tider uheldige rolle, spørgsmålet om social kontrol bare er væk? Nej, men det betyder, at der kommer flere unge nydanskere på HHX, HTX og STX. Og på Langkaer flere end gennemsnittet, fordi gymnasiet ligger i et område, hvor der bor mange nydanske familier. Folkeskolerne i området oplever det samme; sådan er det; vores skoler afspejler de lokalsamfund, de er en del af.

Og det betyder, at skolerne og gymnasierne i de områder, hvor det er sådan, har en særlig opgave; med at skille lærdom fra fordom, videnskab fra religion og skidt fra kanel. Den opgave har Langkaer Gymnasiums ledelse på fornemmeste vis taget på sig.

Det helt centrale er, at Langkaer Gymnasium sammen med alle byens andre gymnasier og ungdomsuddannelser bidrager til at give unge mulighederne for at blive bidragere. Langkaer gør det endog meget flot ved at ligge højt på Dansk Erhvervs liste over gymnasiernes evne til at løfte eleverne fagligt.

Så meget desto mere grund er der til at tage afstand fra de kræfter, der vil dele unge op efter graden af danskhed, hvordan den så end defineres. Gymnasieelever er gymnasieelever, tømrerlærlinge er tømrerlærlinge. Når man gradbøjer og laver definitioner ud fra, hvad man tror på eller hvordan man ser ud, gør man det vanskeligere at bidrage, fordi nogle med rette vil føle, at de ikke bliver regnet med. Og når man ikke er regnet med, hvorfor så overhovedet tænke på at bidrage?

Og de, der insisterer på alligevel at ville bidrage, risikerer at få at vide, at de ikke tæller med samme vægt og at der derfor gælder særlige regler for lige præcis dem; for de er ikke rigtigt danske. Derfor vil nogen indføre kvoter for, hvor mange der må være som dem i en klasse, på et gymnasium, på en natklub, på en arbejdsplads.

Skal man endelig tale om, hvad der er dansk eller ej, så er den slags stigmatisering ganske udansk.