Forskellighed er en dyd. Også når det gælder muligheden for at vælge mellem privatskoler og offentlige skoler. Muligheden for at kunne organisere sig ud fra egne tanker og holdninger er en styrke, som det danske samfund har nydt godt af gennem flere hundrede år.

De frie grundskoler udspringer historisk af to kilder, der begge var en protest mod de offentlige skoler. Realskolerne i byerne ønskede flere fagfaglige kompetencer end almueskolen kunne tilbyde og tilbød undervisning, der rettede sig mod en karriere i erhvervslivet. De grundtvig-koldske friskoler lå og ligger typisk på landet og udsprang af et ønske om folkeoplysning.

Tankerne bag de frie skoler har imidlertid i dag fået en tredje variant i fravalget af den offentlige skole: et fravalg af fællesskabet og en protest mod, at ens børn skal være en del af klasser med urolige børn, tosprogede børn eller børn med særlige behov. Og hvor real- og friskoler i slutningen af 1700-tallet opstod under en enevældig konge og var en kamp for oplysning og kundskaber, er det i 2019 de snærende rammer under en stramt og centralt styret folkeskole, som står centralt: Muligheden for at vælge andre undervisningsformer, en anden sammensætning af skoledagen, færre eller flere test og færre eller ingen karakterer.

Andre steder opstår friskoler som en reaktion mod, at kommunen har lukket den lille kommuneskole, fordi kommunekassen manglede penge. Et blindt fokus på økonomi har kvalt den nære skole, og i protest har man lavet sin egen.

Konsekvenserne er, at vi er i gang med at lave A- og B-skoler. A-skolerne er for dem, der har overskud til at vælge en privatskole – ikke kun i økonomisk forstand, men i den forstand, at de er i stand til at vælge folkeskolen fra, fordi deres børn ikke har særlige behov.

Evalueringsinstituttet EVA konkluderer nemlig i en undersøgelse, at to ud af tre privatskoler har afvist eller rådet til at afvise børn med særlige behov. Og børn med særlige behov har ifølge Institut for Menneskerettigheder markant højere sandsynlighed for at skifte fra en privatskole til en folkeskole. Samtidig oplever handicaporganisationerne, at børn med særlige behov bliver afvist eller smidt ud af privatskoler – og der er ikke samme krav om partshøring og mulighed for aktindsigt.  Dertil viser en undersøgelse, at kun en fjerdedel af privatskolerne har en blandet elevsammensætning fra alle indkomstlag mod 38 procent for 10 år siden. Der sker med andre ord en polarisering.

Ingen – og mindst af alle jeg som radikal – har interesse i at straffe privatskolerne. De frie skoler er et tilbud til forældre, som ønsker en anden vej for deres børn. Men som det er nu, bliver folkeskolen straffet og privatskolerne løfter ikke sin rimelige del af opgaven. Resultatet er opsplitning. Vi deler os ikke kun efter anskuelser – men efter størrelsen af vores pengepung og mængden af vores ressourcer.

Derfor er der brug for at slippe folkeskolerne fri fra centralistiske og ensrettende regler, ligesom der er brug for, at friskolerne bidrager mere til at løfte en af samfundets største opgaver: at gøre fælles. Så vi vokser op og ser, at der er andre end os selv, og  at andre kan være anderledes end os selv. Det er skolens opgave – ud over at lære børnene at læse, skrive og regne. Og det gælder får både folkeskoler og privatskoler.