Fremdriftsreformen og de årlige besparelser på 2 % får universiteterne til at minde om Pink Floyds sang ”Another Brick In The Wall”, hvor mennesker er blevet til produkter, der skal presses gennem et system, som stiller højere krav end nogensinde. Højere krav end de krav som lovforslagenes ja-stemmere ikke engang selv har været underlagt. Heller ikke mig selv.
Ofte hører vi om de danske universiteter. Nogle fortæller, de studerende er dovne, nogle taler om et dannelsestab og lavt niveau, og andre taler om frafaldsprocenter og studietid.

Beretningen om et lavt niveau på universiteterne skal tages alvorligt, og jeg vil vove at påstå, at fremdriftsreformen er en del af problemet. Derfor mener jeg, den bør afskaffes.
Fremdriftsreformen blev vedtaget for at nedbringe de studerendes studietid. Der er særligt to krav i reformen, som presser de studerende. Det første er kravet om studieaktivitet, som dikterer, at de studerende skal bestå mindst 45 ECTS-point om året. Det andet er kravet om maksimal studietid, som giver de studerende 3,5 år til at færdiggøre en bachelor og 2,5 år til at færdiggøre en kandidat. Hvis en studerende ikke opfylder kravene, kan de risikere at blive smidt ud. Trods heftig kritik er de studerendes studietid rent faktisk faldet, efter reformen blev vedtaget. Derfor må den jo være en succes, eller hvad?

Det mener jeg ikke. For hvordan kan en reform være en succes, når undervisere taler om et lavere niveau? Fremdriftsreformen betyder, at de studerende orienterer sig mod målet, at bestå et fag, i stedet for at fordybe sig i et fag. Det bunder i, at de ikke må komme for meget bagud med deres eksamener, ellers vil de ikke opfylde kravene. Før i tiden var det normalt at bruge lang tid på sin uddannelse og afmelde fag, man ikke ville have, fordi man hellere ville fordybe sig i et enkelt eller to. Den mulighed findes ikke længere, og det er med til at skabe et lavere niveau.  Det betyder ikke, jeg ønsker, vi skal tilbage til historierne om evighedsstudenterne. Inaktivitet gavner ingen, men balancen skal genoprettes.

Universiteterne og ungdomsuddannelserne er også underlagt en årlig besparelse på 2 %, som lige nu skal fortsætte frem til år 2022. Det er klart, at med færre midler får man et ringere produkt. Vi er nødt til at forstå, at kvalitet koster.
Med disse tilgange bliver universiteterne til fabrikker, hvis ledere forsøger at spytte så mange studerende ud som muligt uden omtanke for højt niveau og kvalitet.
Hvis Danmark er et videnssamfund, så er universitetet en af de vigtigste virksomheder. Så hvorfor er det overhovedet, at vi spænder ben for de studerendes fordybelse, og hvorfor skærer vi så i støtten til dem? Det er mig ubegribeligt, og derfor mener jeg, vi bør rulle fremdriftsreformen tilbage.

Bragt i Aarhus Stiftstidende 21/2 2019