Hver dag tager tusindvis af danskere bussen til arbejde, i skole eller til byen for at handle. I Midtjylland giver det hvert år 15 millioner rejser i de regionale blå busser på kryds og tværs af regionen.
Nu truer sparekniven med at lukke flere af de ruter, som går på tværs af kommunegrænser og dermed risikerer den regionale bustrafik at blive bombet tilbage til 1950’erne. En tur med bussen fra Borum til Aarhus C kommer til at kræve skift og ventetid i Tilst, og borgere i Sorring kan se langt efter bussen, der ganske enkelt bliver i garagen.
Regionen og kommunen er endt i et uskønt spil Sorteper, hvor ansvaret for at sikre den kollektive trafik bliver skubbet rundt; regionen vil ikke betale for passagerer, som ikke rejser på tværs af kommunegrænserne, kommunerne har modsat ikke ansvar for trafikken over til nabokommunen.
Taberne er buspassagererne; de borgere, som er afhængige af bussen. Derfor må spillet stoppe og fornuften vinde. For selv om der er busruter, som skal gentænkes med mindre busser og mere fleksible afgange, bør der være enighed, om at borgerne i hele regionen skal have rimelig adgang til kollektiv trafik. Derfor må og skal regionen og kommunerne sætte sig sammen og finde en løsning, der ikke umuliggør et liv på landet uden egen bil. Hellere i dag end i morgen.

Eva Borchorst Mejnertz, medlem af Aarhus Byråd, Hanne Roed, 1. næstformand Region Midtjylland og Henrik Vinther, folketingskandidat, Aarhus – Radikale Venstre

Bragt i Stiften 5. marts 2019