Havde eleverne klappet ministeren ind til tonerne af Tina Turners ‘Simply the best’ og synet af langsomt dalende konfetti, havde sagen helt sikkert været en anden.

Men det gjorde de ikke, sådan var lydbilledet ikke og der faldt ikke så meget som en 10 øre.

Og sandt at sige har hverken eleverne på Ørestad Gymnasium eller deres kammerater på landets øvrige ungdomsuddannelser meget at klappe ad: Der er besparelser på ungdomsuddannelserne så langt øjet rækker, rigide fraværsregler og unge som er pressede.

Så i stedet for klapsalver endte det med buh-råb fra gymnasieeleverne i protest mod tingenes tilstand. En enkelt elev gik over grænsen med et tilråb, der ikke klæder nogen eller noget, men protesten fra de mange var tydelig. Og der er brug for at sige fra. De vedvarende besparelser har samlet fjernet mere end 20 mia. kr. fra uddannelsessektoren.

Ministerens embedsfolk sendte dog intet takkekort over elevernes samfundsengagement. I stedet modtog gymnasiets bestyrelse et krav om at straffe de unge kollektivt for deres protest. Dermed udviskede ministeren nærmest forskellen mellem sit påståede liberale ståsted og en orwellsk overvågningsstat: Et buh-råb er en ytring – beskyttet af både grundlov og menneskerettigheder – og det kan være ubehageligt, navnlig hvis man er mål for råbene.

Og sandt er det, at det ikke er nok alene at råbe op. Men en ytring er en ytring, uanset om man kan lide den eller ej. Og nogle gange hjælper det.

For eksempel er selv de mest forbenede klimafornægtere – der ellers har mest travlt med omfartsveje ved købstæder og at kravle op og ned af træer – nærmest blevet omvendt, efter at tusinder af skoleelever og unge fra ungdomsuddannelser af enhver art droppede deres skema til fordel for demonstrationer mod manglende klimahandling. Det udløste omgående kritik; elever skal gå i skole, ikke pjække! Pjækkede de? Ja, det gjorde de, og tak for det! Tak for, at de gider være drengen i Kejserens nye Klæder og fortælle os, at vi ikke har noget tøj på; vi taler og lader som om alt er godt, mens kloden bløder. Reaktionerne fra de reaktionære kræfter udeblev ikke; svaret på ungernes ‘han har jo ikke noget tøj på’ blev ‘hov, skulle du ikke være i skole’?

Og gu’ ska’ de passe deres skole (og møde til tiden), men vigtigere end alt andet; de skal turde stå ved deres holdninger og tåle et kryds i kolonnen med ‘fravær’ i en større sags tjeneste.

Så i stedet for at skælde ungerne ud for at råbe op, flage deres utilfredshed og sætte sig selv i spil, skal vi bakke dem op. Efter generationer af ‘vi er os selv nok’ er der dukket en generation op, som i kor råber ‘nu er det nok’ og sætter fingeren i brystet på os; lad være at spare på uddannelse, drop de regler som presser eleverne – og tag jer sammen med den grønne omstilling.

Lærerne på Ørestadsselskabet Gymnasium klappede eleverne ind som opbakning, og protesterne breder sig til andre gymnasier; i Nyborg stod rektor op for almindelig anstændighed (og ifølge Styrelsen for Undervisning og Kvalitet også loven) da han tilbød undervisning til to udviste somaliske piger. Og i Viborg har rektor sagt op i protest mod de stadige besparelser, som ødelægger vores uddannelsessystem.

Så i stedet for at skælde ud på de unge, skal vi – du og jeg – spørge os selv; har vi selv husket at sige fra? Har vi sat handling bag ordene selv om det har konsekvenser? Nej? Så husk at pjække lidt mere og råb lidt mere buh.