Min første skoledag var i lige rækker med Fru Laursen, og skoleinspektøren hed Hr. Thorup og gik med vest. Duften af æggemadder, synet af hæklede pullovers og lyden af hårdt kridt mod grønne tavler dukker straks op, når tanken falder på de første skoleår midt i 70’erne.

Og står det til fortidens fremmeste beskytter, Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, skal vores børn igen til at titulere deres lærere med ‘hr’ og ‘fru’, ligesom eleverne skal må belave sig på ikke længere at være dus med degnen, men Des med autoriteten.

Men hvorfor dog stoppe der? Jeg stemmer for, at vi går all in og ruller folkeskolen tilbage til da ikke bare far, men farfar – og tør man håbe, oldefar – var dreng. Det vil være en endelig sejr for fortiden, hvis vi får genetableret katederdisciplinen, hvor tale var sølv, men tavshed guld.

Man hører straks svirpet fra spanskrøret, der blev endeligt pensioneret et lille årti, inden mit første møde med Fru Laursen. Siden er disciplinen åbenbart gået fløjten, men mon ikke udsigten til et bette rap med spanskrøret eller ferlen kan genoprette tingenes rette tilstand?

Tilbagevenden burde være en formsag, idet Messerschmidts åndelige leder i sin grundlovstale i 1997 talte dunder mod afskaffelsen af forældres ret til at slå deres børn, den sidste rest af revselsesretten; “Derved blev det slut med forældres ret til at bestemme over deres børn – og forældrenes ret til at opdrage deres børn. Og derved blev børn i realiteten statens ejendom,” tordnede Folketingets nuværende formand og lovede at rejse sagen “så snart, vi får bare et minimum af politisk indflydelse i Folketinget.”

Mens vi venter på en tilbagevenden til tidligere tiders storhed, bør vi kaste et kærligt blik på pædagogik og didaktik. Al den snak om, at børn også er en slags mennesker, skal hurtigt pakkes væk, om ikke andet så fordi det er knokkeldyrt. Klassekvotienter på lidt over 20 elever kan dermed lynhurtigt rulles trygt tilbage til kanten af forrige århundrede, hvor en lærer med lethed kunne overvåge 50 elever ad gangen. Og al den snak om elevtrivsel – for ikke at tale om datasikkerhed, når vi spørger ungerne hvordan de har det – kan jo gøre en gammel overlærer ganske både utryg og forvirret.

På den måde kan vi også lidt hurtigere, end det tilsyneladende er planlagt, få barberet hele undervisningssektoren ned til sokkeholderne. Slut med besparelser på smålige to procent om året, vi kan med ét hug høvle halvdelen af budgettet væk. Selv tak!

Og nu vi er der, lad os gøre det ordentligt. Læreruddannelsen tilbyder i forvejen så få undervisningslektioner, at det giver mening helt at fjerne den; der er masser af ledige humanister og tidligere typografer og karetmagere, at de sagtens kan fylde hullerne efter lærerne.

Det giver også mulighed for at fjerne al tid til forberedelse; der er alligevel ingen der kan bruge undervisningen til noget, hvorfor den også kan fjernes.

Messerschmidt leder efter en lærer og en tid, der – heldigvis – for længst er svunden. Overlærer Andersen fra Matador er gået på pension og der skal han blive.